Skip to main content

We have a tailored site for international audiences

Blog
EU-lommebok og Norges digitale fremtid

EU-wallet og Danmarks digitale fremtid

Danmark har længe været en pioner inden for digitale identitetsløsninger, med systemer som MitID, der har sat standarden for sikkerhed og brugervenlighed. Alligevel står vi nu over for et paradoks: På trods af vores avancerede eID-infrastruktur, er vi blandt de mest udsatte for ID-svindel i Europa. Dette er en udfordring, der ikke kun truer enkeltpersoner, men også danske virksomheder og samfundets tillid til digitale tjenester. Med EU's nye digitale ID-wallet, EUDI Wallet ("EU Digital Identity Wallet"), lige om hjørnet, har vi en mulighed for at styrke sikkerheden, modernisere vores løsninger og imødekomme fremtidens udfordringer. Men for at få succes, må vi forstå både de muligheder og udfordringer, der ligger foran os.

Hvad er EUDI Wallet?

EU's digitale ID-wallet, kendt som EUDI Wallet, er en ny løsning, der skal give alle EU-borgere en sikker og brugervenlig måde at identificere sig digitalt på. Denne wallet vil primært fungere som en app på mobilen, hvor brugerne kan gemme og dele forskellige typer identitetsoplysninger – alt fra kørekort og pas til bevis på alder eller erhvervskvalifikationer. Det unikke ved EUDI Wallet er, at den giver brugerne fuld kontrol over, hvilke data der deles, og med hvem, samtidig med at den opfylder strenge krav til privatlivets fred og sikkerhed. Målet er at skabe en standardiseret løsning, der kan bruges på tværs af hele EU, både i offentlige og private tjenester.

Paradokset i dansk ID-sikkerhed.

Signicats seneste rapport om ID-svindel i Europa afslører nogle foruroligende fund. Selvom danske virksomheder oplever færre svindelforsøg end mange andre i Europa, er antallet af vellykkede angreb bekymrende højt. Dette betyder, at når svindlerne først angriber i Danmark, lykkes de oftere. Omkostningerne er enorme, og Danmark er blandt de mest udsatte i Europa ifølge rapporten. Samtidig ser vi en stigning i phishing og account takeover i Danmark.

Rapporten viser også, at svindlen flytter sig fra login-øjeblikket til selve transaktionen, hvilket udfordrer traditionelle sikkerhedsmekanismer. Selv robuste systemer som MitID bliver i stigende grad mål for angreb. Dette er en alvorlig udfordring for danske virksomheder, som skal balancere mellem at tilbyde brugervenlige løsninger og at beskytte deres kunder mod stadig mere sofistikerede trusler.

Hvorfor EU-wallet er relevant for Danmark.

EUDI Wallet repræsenterer en ny generation af digitale identitetsløsninger, der kan give os de værktøjer, vi har brug for, til at imødekomme disse udfordringer. Denne digitale wallet er designet til at give brugerne større kontrol over deres egen digitale identitet, samtidig med at den styrker sikkerheden og reducerer risikoen for svindel. En vigtig ny funktion er muligheden for at dele et minimum af data, for eksempel kun at bekræfte, at en person er over 18 år, uden at dele CPR-nummer eller andre følsomme oplysninger. Dette reducerer risikoen for datalækager og misbrug.

En anden vigtig funktion er en fuld brugsoversigt for brugeren, som gør det muligt at se, hvor og hvornår ens eID er blevet brugt. Dette er et værktøj til at afdække misbrug og giver brugerne en helt ny grad af kontrol over deres digitale identitet.

For Danmark repræsenterer EUDI Wallet en mulighed for at modernisere vores løsninger og yderligere styrke tilliden til digitale tjenester. Det vil også gøre systemet mere robust, da man vil have dette som supplement til nationale eID'er og dermed flere valgmuligheder for identifikation. Samtidig er dette en test af, hvor godt vi formår at omstille os i mødet med nye trusler og krav.

Danmark i front: NFC og Kørekort-appen som bro til EUDI-wallet.

Danmark er blandt de lande, der er længst fremme i arbejdet med EU's digitale identitets-wallet. I november 2025 indgik Signicat en aftale med Digitaliseringsstyrelsen (DIGST) om at understøtte den etablerede Kørekort-app og samtidig levere NFC-baseret identitetsverificering til Danmarks kommende digitale identitets-wallet (EUDI-wallet).

Aftalen gør Signicat til teknologileverandør for den videre drift og sikre registrering i Kørekort-appen, og til leverandør af den verificeringsløsning, der skal bruges, når EUDI-wallet rulles ud i etaper som en del af Danmarks implementering af eIDAS 2.0. Første version af den danske wallet forventes klar i løbet af første halvår 2026.

Kernen i leverancen er Signicats ReadID-teknologi, som bruger NFC til at læse den sikre chip i pas, nationale ID-kort og opholdskort. Det gør det muligt at hente officielle identitetsdata og ansigtsbilledet fra dokumentet, direkte på brugerens egen enhed. Der oprettes eller gemmes ingen nye biometriske data i processen – verificeringen bygger på kryptografien og integriteten i de data, der allerede findes i dokumentet. NFC giver desuden et meget højt sikkerhedsniveau, fordi den sikre chip og de kryptografiske mekanismer er yderst vanskelige at forfalske.

Kørekort-appen var blandt de første mobile kørekort-apps i verden (lanceret i 2020). Borgere logger ind med MitID, scanner derefter deres pas for at tilføje et verificeret billede og får dermed et digitalt kørekort, der kan bruges som visuel legitimation. Siden lanceringen er der oprettet omkring 2,1 millioner digitale kørekort.

DIGST startede arbejdet med den digitale identitets-wallet i foråret 2025. Wallet'en skal give danske borgere mulighed for at gemme og fremvise legitimationsoplysninger som digitalt ID, aldersbekræftelse og andre beviser. Løsningen er, ligesom Kørekort-appen, planlagt som frivillig og i tråd med Danmarks stærke fokus på privatlivets fred.

Parallelt hermed bidrager Signicat til flere store EU-pilotprojekter for digitale wallets – APTITUDE, WE BUILD, NOBID og EWC – hvor brugen af digital identitet testes på tværs af landegrænser.

Muligheder og udfordringer for danske virksomheder.

Indførelsen af EUDI Wallet åbner døren for en række muligheder for danske virksomheder. For det første kan det bidrage til øget sikkerhed og tillid blandt kunderne, hvilket er vigtigt i en tid, hvor svindel og datalækager truer både omdømme og bundlinje. Ved at implementere funktioner som minimal datadeling og fuld oversigt for brugeren, kan virksomheder reducere risikoen for svindel og samtidig styrke relationen til kunderne.

Samtidig giver EUDI Wallet danske virksomheder en konkurrencefordel på et stadig mere globaliseret marked. Ved at tilpasse sig de nye standarder tidligt, kan danske aktører positionere sig som førende inden for sikkerhed og innovation, både nationalt og internationalt. Dette kan også åbne døren for nye markeder og samarbejder på tværs af landegrænser, da EUDI Wallet gør det lettere at tilbyde tjenester på tværs af EU.

Men overgangen til EUDI Wallet kommer ikke uden udfordringer. For mange virksomheder vil det kræve betydelige investeringer i teknologi og infrastruktur for at tilpasse sig de nye krav. Derudover skal danske virksomheder forholde sig til nye EU-reguleringer og sikre, at de opfylder kravene til databeskyttelse og sikkerhed. Dette kræver ikke kun teknologisk tilpasning, men også forandringsledelse og uddannelse af medarbejdere.

En anden udfordring er konkurrencepresset. Virksomheder, der ikke tilpasser sig de nye løsninger, kan på sigt risikere at blive overhalet. Samtidig er der grund til at tro, at det vil tage flere år, før hele EUDI Wallet-økosystemet er fuldt udbygget og adopteret, så der er ingen grund til at tro, at dette vil ske øjeblikkeligt. Ikke desto mindre er det afgørende for danske virksomheder at handle strategisk for at sikre deres position på markedet på længere sigt.

Hvad skal der til for at få succes?

For at udnytte mulighederne og imødekomme de udfordringer, der følger med EUDI Wallet, må danske virksomheder og myndigheder samarbejde tæt. Det er vigtigt at investere i teknologi, der er kompatibel med de nye løsninger, samtidig med at man lærer af andre lande, der allerede har implementeret lignende systemer. Information og uddannelse er også afgørende, både for at øge bevidstheden blandt kunderne og for at sikre, at medarbejderne er rustet til at håndtere de nye løsninger.

Det er samtidig vigtigt at understrege, at meget stadig er uafklaret i denne fase – både hvad angår tekniske krav, reguleringer og hvordan markedet vil udvikle sig. Men som den førende eID-aktør i Europa, med 36 eID'er i porteføljen, og med en tæt dialog med EU, kan vi love, at vi følger udviklingen nøje og løbende vil publicere nyheder, indsigt og opdateringer.

Aftalen i Danmark er et konkret eksempel på, hvordan EUDI-wallet nu bevæger sig fra lovgivning og pilotprojekter til faktiske nationale leverancer, og giver et godt billede af, hvad danske virksomheder kan forvente i den kommende tid.

EUDI Wallet

EUDI Wallet

FAQ

Hvad er EU Wallet, og hvordan fungerer den?

EU Wallet (EUDI Wallet) er en sikker mobil-app, der lader brugere gemme og dele digitale ID-beviser, som kørekort, pas og erhvervsbeviser, med fuld kontrol over egne data. Den opfylder EU's strenge krav til privatlivets fred og sikkerhed og bliver standarden for digital identifikation både online og fysisk.

Hvornår bliver EU Wallet tilgængelig i Danmark?

Danmark, som et EU-medlemsland, skal lancere en national EUDI Wallet inden udgangen af 2026. Den danske regering arbejder på en tidsplan, der afhænger af den endelige implementering af eIDAS 2.0-forordningen i dansk lovgivning.

Hvordan påvirker EU Wallet danske virksomheder og banker?

Danske banker og andre virksomheder i regulerede sektorer skal understøtte identifikation og autentifikation med EUDI Wallet inden 2027. Dette indebærer en teknisk integration for at håndtere blandt andet KYC-processer, elektroniske signaturer og betalinger med den nye løsning.

Hvordan styrker EU Wallet sikkerheden mod ID-svindel?

EUDI Wallet kan styrke sikkerheden mod svindel på flere måder. Faren for falske ID-beviser reduceres ved, at al legitimation signeres digitalt af udstederen, og brugeren skal autentificere sig med biometri eller PIN-kode. Dette gør identitetstyveri langt sværere. For at reducere phishing skal alle virksomheder, der vil bruge wallet'en, være certificerede, og for erhverv som advokat eller apoteker gælder endnu strengere krav. Samtidig opstår nye trusler som "wallet takeover". Wallet'en forhindrer også sporing af brugeraktivitet på tværs af tjenester, hvilket er godt for privatlivets fred, men kan gøre det sværere at afdække visse svindelmønstre.

Kan både privatpersoner og virksomheder bruge EU Wallet?

Ja. Både privatpersoner og virksomheder vil få deres egne digitale wallets. Der er også planlagt understøttelse af organisatoriske wallets, så virksomheder kan håndtere officielle certifikater og fuldmagter digitalt i den samme løsning.